Svend Hammershøi

Hos Kähler er vi meget stolte af at have været en del af den danske kulturarv i over 175 år. Derfor går vi ofte tilbage i Kählers historie og finder inspiration til nye keramiske produkter. Og det er netop, hvad vi gjorde, da vi udviklede Hammershøi-serien i samarbejde med Hans-Christian Bauer.

Hammershøi-stellet er opkaldt efter kunstneren Svend Hammershøi. Svend Hammershøi (1873-1948) var tegner, maler og keramisk uddannet. Han startede hos Kähler i 1893 og fortsatte på værkstedet indtil sin død i 1948. Dermed var Svend Hammershøi den kunstner, der var tilknyttet Kählers værksted i allerlængst tid.

Svend Hammershøi bliver i løbet af sit liv en verdenskendt kunstner med værker udstillet på museer i hele verden, men da han starter hos Kähler er han meget interesseret i selv at lære formgiverkunsten, og derfor sidder han i starten meget ved drejeskiven. Han holder især meget af at dreje de store krukker og vaser i hånden, så de får det hele rigtige udtryk.

Svend Hammershøi

Fra 1904 arbejder Svend Hammershøi udelukkende for Kähler, og nu vælger han at overlade drejearbejdet og håndværket til mestrene på værkstedet, så han i stedet kan fokusere på at skabe skitser og tegninger af designet til de dygtige mestre.

Kendetegnende for Svend Hammershøis design er de kraftige profileringer og tydelige riller, som faktisk går igen i hele hans produktion. Det er disse riller, som designet på det nutidige Hammershøi-stel er inspireret af.

Svend Hammershøi får i sin levetid, og tiden længe efter, en helt uvurderlig betydning for Kählers værksted og dets udvikling. I dag lever Svend Hammershøis værker videre i serien Hammershøi, som er opkaldt efter den gamle kunstner. Kählers nuværende logo, HAK, der pryder alle Kählers produkter, er også designet af Svend Hammershøi.